Kirken-Refsvindige - HRK-Pastorat

Refsvindinge Kirke

Flg. er et uddrag af bogen "Refsvindinge-træk af sognets historie", skrevet af Johs. Garnes Petersen, leder af Refsvindinge Friskole 1922-1957

Kirken er opført en gang imellem år 1150-1200 i romansk stil af tilhugne kampestenskvadre, kullet og med halvrund apsis, to vinduer i hver side af skibet, samt tre i alt i kor og apsis. Der har oprindelig været både syddør og norddør, og ved en af disse var granitdøbefonten anbragt for at symbolisere, at dåben var indgangen til menighedens liv. Alteret har været et stenbord, hvorpå der stod et trækors. Kirken er indviet til helgenen St. Dionysius. Der har vistnok ingen sidealtre været.

I unionstiden er den store ombygning foretaget. Mellem 1350-1450 indbygges hvælvingerne, koret forlænges mod øst, og det svære vesttårn bygges; om alt dette er sket på een gang, kan ikke siges bestemt. Vi ved heller ikke, hvem der har bygget kirken eller stået for ombygningen. Men det har været folk, der kunne deres håndværk, hvilket tydeligt sås under den store reparation i 1962. Det viste sig nemlig, at trykket på hvælvingerne gik lodret ned i bærepillerne, så de ikke på noget punkt har presset på ydermurene. Når murene alligevel var skredet noget ud foroven, skyldtes det begravelser for tæt ved sokkelstenene udenfor.

Da biskop Jakob Madsen i 1589 visiterede Refsvindinge kirke og menighed, tegnede han i sin visitatsbog en lille frihåndsskitse af kirken. På denne tegning ses, at der endnu intet våbenhus var tilbygget. Alterbordet af sten forsvandt også i tidens løb og erstattedes med et af træ, hvorpå der anbragtes et såkaldt alterskab med to fløje, der ved højtiderne blev slået op, så de udskårne, forgyldte billeder kunne stråle i glansen fra lysene.

Den nidkære biskop var meget vred på de katolske altertavler, hvor han traf dem, og den i Refsvindinge kirke kalder han "en forgiftig tavle: jomfru Maria og gamle Gud ved venstre side, på fløjene 12 apostle og 4 bisper". Men, fortæller han videre, kirken har "2 passelige klokker, døbefonden i vesterenden nede i tårnet, 1 skab, smuk, liden degnestol og skriftestol".

Endvidere bemærker han, at der er stole oppe i koret, og 2 messinglysestager, samt en god kirkelade. Det ser ud til, at kirken har været ret vel forsynet med alt, hvad der hørte til i de tider. En ejendommelighed ved kirkebygningen her - som ved flere andre - er, at skibets bredde ikke er ens i vest og øst, men smalner stærkt hen imod koret.

Omkring år 1600 tilbygges våbenhuset og de svungne gavlprydelser i renæssancestil opsættes. Biskop Jacob Madsen visiterede kirken igen tredje gang 1598 og bemærker: "De bygget på muren". Endelig er skiftegangen i våbenhusets mur "moderne" trods munkestenene: Et skifte bindere og et skifte løbere. Inde i kirken sker der også store forandringer. Den "forgiftige" tavle forsvinder, og en ny sættes op tillige med en ny prædikestol i 1605. Nye stole havde allerede i 1592 afløst de gamle, som biskoppen kalder "onde stole".

Hele kirkerummet har fra de ældste tider været kalket hvidt. Om der i romansk tid har været kalkmalerier og anden udsmykning af koret, vides ikke. Efter den store ombygning i gotisk stil blev hvælvingerne smykket med borter langs ribberne, og rimeligvis har der også været kalkmalerier. Spor af denne udsmykning viste sig tydeligt, da man under den sidste restaurering rensede den gamle puds af.

Kirkens gulv har oprindeligt bestået af en brolægnlng med små, flade sten. Ovenpå disse er der senere lagt murstensfliser. Det var praktisk, at gulvet let kunne tages op, da man i den ældste kristne tid begravede de døde inde i kirken, så længe det var muligt. Kirkegårdene er da efter al sandsynlighed noget yngre end selve kirken.

Huset ansås dengang i høj grad for at være Guds hus og under hans særlige beskyttelse. Den bedste gravplads uden for kirken var derfor lige under tagdryppet, da den regn, der havde berørt Guds eget hus, bar lidt af dets hellighed ned over den døde i graven.

Efter reformationen blev der, som før nævnt, andre kår for kirke og menighed. Kirken med sit jordtilliggende og sin tiende blev en handelsvare for de højestbydende. Navnlig efter skånske krig, hvor statskassen var tom, tog salget af kirkerne fart. Den 17. april 1683 solgte Chr. V Refsvindinge kirke med tilhørende indtægter til fru Hedvig Sofie Urne, enke efter Jørgen Frils til Dueholm. Hun ejede den indtil 1709 og gjorde mindst muligt ved bygningen. I stedet skænkede hun i 1704 kirken den smukke alterkalk og brødæske, som endnu benyttes.

Fra 1709 og de næste 100 år er kirkens skæbne knyttet til Juulskov, hvis ejere ikke alle var lige omhyggelige, hvad de gentagne kirkesyns-beretninger tydeligt vidner om. Fra 1661 og til 1705 ejedes hovedgården af etatsråd Knud Urne, som også oprettede Refsvindinge hospital.

Til minde om Knud Urne er der fire såkaldte skjoldmærker inde i kirken over indgangsdøren. De har oprindelig været anbragt på hospitalets mur. Det ene mærke viser slægten Urnes våben: Et gråt ornelår med guldkløer i blåt felt; de tre andre er hans tre hustruers: Elisabet Sofie Urnes, der er som hans, Edele Brockenhus' skjold delt i rødt og sølv med tre blå blomster og Anne Beate Walkendorffs røde rose i sølvindfatning omgivet af tre sorte vinger.

Fra bogudgivelsen om danske kirker

Den hvidkalkede, teglhængte kirke, som iflg. Jacob Madsens visitatsbog fordum var indviet til Skt. Dionysius, består af tårn mod vest, skib med våbenhus mod nord, samt et langstrakt kor. Fra romansk tid stammer i den nuværende bygning skibet og den vestlige halvdel af koret, oprindelig af tilhugne granitkvadre. Hertil sluttede sig en nu forsvunden halvrund apsis, hvis krumhugne kvadre senere fandt genanvendelse som sokkelsten under korforlængelsen. I den romanske kerne spores på sydsiden et vindue og en dør, begge tilmurede. Norddøren er endnu i funktion og har bevaret sin oprindelige form med skrå karme ind mod kirken, foroven dækket af vandret bjælke. I det indre står korbuen med blank mur af tilhugne kvadre; bueslaget hviler på kragsten med skråkant. I den senere middelalder undergik kirken flere ændringer. Apsis blev nedrevet, og koret udvidedes mod øst til sin dobbelte længde; materialet var tegl, men med genanvendte kvaderhjømer. Samtidig fik kirken hvælv, 2 fag i skibet og 2 i koret. I sengotisk tid opførtes et tårn, hvis østmur ved en aflastningsbue er bygget ind over skibets vestlige hvælving. Tårnet har "forkerte" (dvs: nord/syd-vendende) kamtakkede og blændingsprydede gavle, af hvilke den sydlige er ommuret med små sten i ny tid. I det krydshvælvede nedre tårnrum, der åbner sig med en lav, rundbuet arkade ind mod skibet, er der langs siderne muret faste bænke af munkesten.

Kirkens yngste tilføjelse er våbenhuset, der er opført af teglsten i krydsskifte og med høj gavl i renæssancestil; skibets østgavl er af lignende støbning, og motivet kan føres tilbage til Juulskov. Kirkegården, der i ny tid er udvidet mod vest, har ældre kampestensdiger; i køreport og ganglåge på nordsiden er på kampestensportene indhugget årstallet 1841.

Altertavle, nyere maleri: Kristus, i samtidig ramme, hvori er indsat fire halvsøjler fra o. 1600, sikkert fra en tidligere altertavle. Sengotiske alterstager. Romansk granitfont med hoveder og kors på foden (Mackeprang. D. 111, 138); nederlandsk dåbsfad o. 1625. Prædikestol i renæssance med malet årstal 1605, med arkader og hjørnesøjler. Lysekrone skænket 1737. Een klokke, støbt 1848 af M. P. Allerup, Odense.